Fyrværkeri er flot. Og hvis du behandler det med respekt, kan du sagtens skyde nytåret ind uden at skade hverken dig selv eller andre.
Mange fyrværkeriskader kan undgås, hvis disse 10 gode råd overholdes:
| 1. | Brug aldrig ulovligt eller hjemmelavet fyrværkeri – det er livsfarligt og også strengt forbudt! |
 | Det ulovlige fyrværkeri bliver ikke kvalitetskontrolleret. Det kan eksplodere lige op i ansigtet på dig. Forsøg aldrig at ændre på fyrværkeri eller lave dit eget, da det er eksplosive stoffer – ikke legetøj.
|
| 2. | Brug nyt fyrværkeri |
 | Fyrværkeri har ikke godt af at ligge og vente for længe. Brug derfor ikke fyrværkeri, du fx har gemt fra sidste år. Henvend dig i stedet til kommunens tekniske forvaltning, der kan hjælpe dig af med fyrværkeriet.
|
| 3. | Brug beskyttelsesbriller – både til børn og voksne. Tilskuere er også i farezonen |
 | Hvert år mister børn og voksne synet helt eller delvist ved fyrværkeriulykker. Husk også at tilskuere er i farezonen for at blive ramt. Så ALLE bør bruge beskyttelsesbriller.
|
| 4. | Hold aldrig antændt fyrværkeri i hånden – tændt fyrværkeri skal stå eller ligge |
 | Fyrværkeri skal sidde i holdere eller ligge på jorden, før du sætter ild til. Hvis der er fejl i fyrværkeriet, kan det eksplodere lige efter, at lunten er tændt.
|
| 5. | Få styr på raketten – brug en raketholder, fx i metal. Brug aldrig flasker eller andet, som kan vælte |
 | Brug raketholder eller stativ, der er beregnet til fyrværkeri. Brug aldrig flasker eller andet, som kan vælte. En snedrive er heller ikke velegnet som affyringsrampe. Husk, hvis du bruger spyd til formålet, at det ikke kan bankes i asfalt eller frossen jord.
Husk også, at afstanden til stråtækte huse skal være minimum 200 meter – i vindretningen dog minimum 400 meter.
Placer fyrværkeriet, så det frit kan komme op i luften uden at ramme træer og el-ledninger.
|
| 6. | Pas på håret – især på langt hår, der flagrer |
 | Vær opmærksom på, at dit hår ikke kommer i nærheden af fyrværkeriet.
|
| 7. | Vær opmærksom på, om din påklædning er lavet af letantændelige materialer |
 | Hvis dit tøj er lavet af letantændelige materialer skal du være ekstra opmærksom nytårsaften.
|
| 8. | Hav aldrig fyrværkeri i lommen – Opbevar fyrværkeriet tørt |
 | Opbevar altid fyrværkeri i en pose. Læg det aldrig i en lomme, da en gnist kan antænde det.
Opbevar fyrværkeriet tørt. Det er ulovligt at opbevare mere end fem kilo fyrværkeri i en privat husstand.
|
| 9. | Kast aldrig fyrværkeri efter andre – hverken mennesker eller dyr |
 | Selv et lille heksehyl kan lave grimme skader, hvis det ryger ned i kraven på en jakke eller en flyverdragt.
|
| 10. | Gå aldrig tilbage til en fuser – de er lumske, så prøv ikke at tænde dem igen. Heller ikke dagen efter |
 | En fuser er et stykke defekt fyrværkeri, som du ikke kan regne med længere. Forsøg derfor ikke at tænde det igen. |